Sommerhushaver
Sommerhushaver – jamen her skal man bare slappe af og højst klippe græsset. Det er ikke lige her, man skal ligge med rumpen i vejret og luge bede, med mindre man er lige så vild med at luge, som jeg er!
(Men det er vist ikke helt normalt ;-))
Alligevel er der nu en del, som man kan få glæde og nytte af at få professionel hjælp til ved planlægningen af en sommerhushave.
Hvis der ikke bliver plantet de rigtige planter omkring haven, får man måske aldrig ordentligt læ. Planter man buske og træer, der bliver for høje, skaber det uønsket skygge og meget klippearbejde.
Måske er udsigt til naboens trampolin og vasketøj ikke det, man ønsker at glo på i ferien – det kan der gøres noget ved på mange måder…
Og så er der jo en hel anden slags sommerhusejere, de der bor i lejlighed, og for hvem sommerhushaven ER haven. Her kan en haveplan være med til at forene den helt afslappede havestil med ønsket om, at der også skal være plads til blomster og krydderurter, frugttræer og et lille drivhus m.v.